Friluftskvinder 1 - "absolute beginners"

Frisk på en udfordring? Vil du gerne prøve kræfter med overnatninger i shelter, udeliv, bålmad og bålhygge – men synes det er uoverskueligt at komme i gang? 

Kurset er henvendt til begyndere og udelukkende til kvinder – for der sker ofte ”noget” når kvinder løser opgaver og udfordringer sammen. Blandede kursushold kan noget…rene kvindehold kan noget andet. Vi får rig mulighed for at snakke om de plusser – og udfordringer – der er ved at være kvinde i friluftslivet hvor VI hugger brændet, VI laver bålet og VI brænder maden på, hvis det er det vi vil! 😉

Vi kommer omkring en række basisfærdigheder og viden indenfor friluftsliv, så du trygt kan tage af sted på egen hånd. Formålet med kurset er at give dig et grundlæggende kendskab til basisfriluftsliv og ikke mindst din – måske – første oplevelse med at overnatte ude i naturen.

Vi kommer bl.a. igennem:

  • overnatning i shelter eller telt
  • sankning af mad i naturen
  • grundlæggende bålteknik
  • lækker mad på bål
  • grej, udstyr og værktøj
  • hvordan du holder dig mæt, tør og varm

Kurset bliver fysisk aktivt, men ikke mere end at alle kan være med. Udfordrende, givende og sidst med ikke mindst – hyggeligt med god mad og godt selskab.

Møldrup bål- og aktivitetsplads-shelterplads

Kurset afholdes på en shelterplads med shelters, bålhytte og toilet – det kan sådan set være hvor som helt i landet. Du vil komme til at dele shelter med andre deltagere, og der vil også blive mulighed for at benytte telt, hvis du hellere vil det.

Pris – og det praktiske
Pris for kurset er 995 kr. inkl. moms pr. deltager.
Min. antal deltagere: 6
Max. antal deltagere: 10

Inkluderet i prisen er mad og ophold. Du skal selv medbringe sovepose og liggeunderlag, toiletgrej og ekstra tøj. Efter tilmelding får du tilsendt en nærmere pakkeliste – har du spørgsmål til det du skal have med, så sig endelig til.

Kursusleder er NaturMette – Mette Ósland Pedersen – en erfaren friluftskvinde, friluftsvejleder og naturformidler – KLIK HER for at lære mig lidt bedre at kende 😉

Deltagerkrav: ingen fysiske krav ud over almindelig sundhed og naturligvis at du er rask og symptomfri ifht. corona. Du forventes at have egen sovepose og underlag – hvis det kniber så kontakt mig 😉

Kontakt mig hvis I er en flok der gerne vil på tur 😉 

Når du tilmelder dig kurset accepterer du samtidig NaturMettes forretningsbetingelser.