Far vild med vilje - oplev skoven fra en ny vinkel!

Tag børn eller børnebørn med ud til skoven og lad dem føre an – så ser vi hvor vi ender. Men bare rolig – vi farer ikke mere vild end at vi vi nok skal komme hjem igen 😉

Programmet er enkelt – vi mødes ved startstedet, slipper ungerne løs og lader dem lede vejen. Så ser vi hvad vi finder undervejs, hvilke steder vi stopper og hvad vi oplever. Efter skovturen går vi tilbage til hvor vi startede, hygger med at hugge brænde og lave et bål, så vi kan varme kakao og kaffe – måske bager vi et snobrød eller en anden lille bålsnack. 

Far-vild-turene varer ca. 2 timer, give and take, inkl. bålhygge. Suppeturen varer 2½-3 timer

Suppe-tur: Her farer vi vild “som vi plejer” hvorefter vi kommer tilbage og laver en omgang lækker bålsuppe, bager pandebrød med urter, hvis vi finder nogle og hygger ved bålet. 

Det er en helt speciel oplevelse at gå uden for stierne i skoven…
Du oplever skoven på en anden måde og falder over det ene eventyr efter det andet… små ting, som fra oven ser ud af ingenting, men som bliver fantastiske når du kigger nærmere på det. Går du på stierne bruger du din energi på at følge stien – eller måske bruger du dit krudt på at snakke eller høre musik – når du “farer vild med vilje” bruger du dit krudt på at lægge mærke til omgivelserne… og det er fedt! 😀

Pris – og det praktiske:
Er det en offentligt udbudt tur er prisen som udgangspunkt for 50 kr. pr. deltager inkl. kakao/kaffe på bål. Pris for offentligt udbudt suppe-tur er 95 kr. pr. deltager inkl. suppe og brød.

Vil I gerne have en privat far-vild tur er prisen som udgangspunkt 1250 kr inkl. moms for op til 25 deltagere. Kontakt mig for tilbud hvis I er en større gruppe end det 😉 

Turene starter f.eks. ved Låenhus Lejrskole nær Hobro eller Stabelpladsen i Arden, hvor vi går rundt i Hesselholt Skov – den sydlige del af Rold Skov.

  •  

Når du tilmelder dig arrangementet accepterer du samtidig NaturMettes forretningsbetingelser – læs dem her!